Historie

LOLLANDSFONDEN er en af Danmarks større fonde med 6 mio. kr. i fondsmidler.

Fonden uddeler hvert år af sine renteindtægter større eller mindre beløb til en lang række institutioner, foreninger og organisationer på Lolland. Uddelingerne sker enten efter ansøgning eller på fondsbestyrelsens initiativ.

Ved fondens 75 års jubilæum i 1987 blev der uddelt det hidtil største beløb – 557.000 kr.

Fondens vedtægt bestemmer, at den skal støtte almennyttige og velgørende formål på Lolland.

Fonden har, siden de første uddelinger fandt sted, haft bestemte hovedformål for øje. De betydeligste er og har været at fremme sundhed, udvikling og uddannelse af børn og unge, at fremme folkeoplysning samt at fremme og støtte kulturrelevante områder og initiativer på Lolland.

Gennem årene har LOLLANDSFONDENs vekslende bestyrelser konstant været opmærksomme på, at formålet med uddelingen af fondens midler er blevet tilpasset det omgivende samfund og den gældende lovgivning.

Som eksempler kan nævnes, at fonden senest fra 1912 og frem til 1965 støttede samtlige lollandske sogne/kommuner med beløb, som skulle fordeles blandt de fattige og dårligst stillede og især til støtte for uddannelse af ubemidlede børn og unge. Da kommunalreformen i 1986 medførte dannelsen af de første storkommuner, som ved lov skulle påtage sig disse opgaver, holdt støtten fra LOLLANDSFONDEN op.

Det samme gjaldt, da den nye bibliotekslov trådte i kraft i 1965. Den årlige støtte til de ca. 20 sognebiblioteker på Lolland bortfaldt.

Bortfaldet af økonomisk støtte på disse områder betød, at LOLLANDSFONDEN straks øgede støtten især til det kraftigt stigende antal sportsforeninger og ungdomsorganisationer på Lolland.

Desuden var fonden i 1964 blevet fri for en teoretisk hæftelsesforpligtelse, som betød, at den kunne placere sine fondsmidler i værdipapirer med størst muligt renteafkast.

Dermed voksede det årlige renteafkast så stærkt, at fonden på få år var i stand til hvert år at yde betragtelige engangsbeløb ud over de årlige donationer til specielle formål – en politik, som fonden stort set siden har fulgt.

Historien om LOLLANDSFONDEN begynder helt tilbage til 11. oktober 1842. Da startede en håndfuld indflydelsesrige og betydende mænd på Vestlolland “Sparekassen for Nakskov og Omegn”.

I vedtægten for denne sparekasse stod, at den af sin lovpligtige reservefonds overskud skulle bruge en del af disse midler til almennyttige, kulturelle og velgørende formål. En tredjedel af midlerne skulle bruges til at forøge reservefonde. Sparekassen havde ingen aktionærer, der skulle have udbytte. Derfor kunne overskuddet bruges som bestemt i vedtægten.

Bestemmelsen om, at sparekassen skulle forøge sin reservefond konstant, gælder stadig for fonden og er en væsentlig del af forklaringen på, at fonden i dag har så betydelig en formue.

I de første år blev fondens penge først og fremmest brugt til at sende forsømte børn – “horeunger”, som ingen ville kendes ved, og forældreløse børn som sådan – til anbringelse på optugthjemmene Flakkebjerg og Holsteinsminde på Sjælland. Desuden blev der råd til at uddele direkte tilskud eller fordelagtige lån til ubemidlede velbegavede unge mennesker.

I 1860 var armoden i Nakskov så stor, at mange fattige kun kunne overleve ved at sælge ud af deres småkårsindbo. For at forhindre dette udsalg af nødtørftige genstande oprettede sparekassen et lånekontor, hvor de fattige i stedet kunne pantsætte deres indbo og senere indløse det igen. Her fik de også små, lavtforrentede lån, som var sikret i reservefonden, så det ikke gik ud over sparekassens indskydere. Det er uvist, hvornår lånekontoret ophørte med sit virke.

Fra 1853 og frem til 1892 er der sparsomme oplysninger om fondens uddelinger, men den har bl.a. støttet asyler, efterladte fra krigen i 1864, ofrene for stormflodskatastrofen i 1872, Lolland-Falsters Jernbanes Forstærkningsfond, monumentet over Frederik VII i Maribo, en række industriudstillinger og Abed Højskole.

I alt blev der ydet støtte for 200.000 kr. i de første 50 år af fondens levetid.

Inden for samme periode blev der taget flere betydningsfulde beslutninger i sparekassen, som er nødvendige at kende for at forstå fondens utrolige vokseværk frem til i dag.

Den første beslutning kom efter det første år. Da begyndte sparekassen egentlig udlånsvirksomhed af den kapital, som ikke sendtes til Statsgældskassen i København til forrentning. Udlånene fik efterhånden så stort et omfang, at sparekassen i 1854 tog konsekvensen og fik tilladelse til at kalde sig Lollands Spare-, Laane- og Diskontobank. Inden for samme årrække fik banken nemlig uventet en økonomisk saltvandsindsprøjtning, fordi borgerne på Vestlolland ikke turde lade deres sparepenge blive hjemme i strømpeskafterne. De var med rette skræmte fra vid og sans af den berygtede Handskemagerbande, som levede af røverier og ikke gik af vejen for rovmord. Det største røveri blev begået i 1851 i Stødby.

Allerede i 1863 stod sparebanken så stærkt, at den valgte at trække sine sidste 50.000 Rigsdaler ud af Statsgjældskassen. Den kunne ganske enkelt få en bedre forrentning af pengene på Lolland, hvor sparebanken fra 1844-1880 oprettede filialer i samtlige købstæder på Lolland samt en række mindre filialer i landdistrikterne og på Fejø. Fra den tid blev både bestyrelserne og repræsentantskab sammensat således, at hele Lolland var præsenteret. Den sammensætning gælder stadig i dag.

I 1880 moderniserede sparebanken sit navn til Lollands Spare- og Laanebank, som forblev dens navn frem til den endegyldige og officielle ophør i 1964.

I 1885 måtte sparebanken for en gangs skyld – og så vidt det har kunnet efterforskes – for eneste gang – ty til reservefonden for at dække et stort tab efter besvigelse hos sin daværende kommissær i København, hvor sparebanken havde kontoaftale. I den forbindelse blev samarbejdet med landmandsbanken i København etableret – et samarbejde, der stadig står ved magt. Det er Danske Bank i Nakskov, der står for administrationen af fonden, ligesom bankens filialdirektør er forretningsfører.

I 1880 indførtes i vedtægten, at en tredjedel af reservefondens overskud skulle bruges til en pensions- og understøttelsesfond for bankens 7 ansatte – igen en socialt betonet beslutning.

Men den tryghed i ansættelsen gjalt kun fra 1880 til 1907, hvor sparebankens bestyrelse og senere repræsentantskab tog en beslutning, som fik konsekvenser for sparebanken frem til 1964.

Der skete følgende:

I 1907 stiftedes Lollands Handels- og Landbrugsbank. Den blev af sparebankens bestyrelse ansat for en langt alvorligere konkurrent til Spare- og Laanebanken, end stiftelsen af Den Lollandske Landbostands Sparekasse blev det ved sin oprettelse i 1870. For at få kontrol over den nye bank købte sparebanken aktier op, så den troede, at den havde majoriteten. Den nye bank opdagede imidlertid den taktiske manøvre og svarede igen ved at øge aktiemængden, så dens egne stiftere bevarede kontrollen.

Det fik så sparebanken til at ændre på sin egen vedtægt, så overskuddet fra reservefonden nu skulle bruges til bonus for sparebankens indskydere i stedet for almennyttige, kulturelle og velgørende formål. I samme forbindelse strøg sparebanken de ansattes pensionstryghed.

I forbindelse med planerne om en ny sparekasselov i 1912 (endelig lov kom først i 1919) så Spare- og Laanebanken sin fordel i at blive overtaget af Landmandsbanken i København, som den siden 1885 havde samarbejdet med. Umiddelbart før sammenslutningen var bestyrelsen i sparebanken snarrådig nok til at få ændret vedtægten, så fondens oprindelige formål igen gjaldt, og bonussen forsvandt dermed. Spare- og Laanebankens Fond blev en realitet med 1,4 mio. kr. i fondsbeholdning. Fonden kunne dog først officielt oprettes, når alle sparebankens aktiviteter var afsluttet.

Men det faktum, at en række indskydere og sparere fra 1907 til 1912 ifølge vedtægten var berettiget til at få bonus udbetalt ved bankens opløsning, gav hovedbrud for sagførere helt op i højesteretsklassen.

Det blev ikke nemmere af, at aftalen med Landsmandsbanken var, at alle sparebankens indskydere frit kunne bestemme, om de ville have overført deres indlån til landmandsbanken, eller om de ville lade dem stå i sparebanken. En stor del valgte det sidste. Til gengæld betød det senere juridisk, at sparebanken havde klar fordel af ikke at måtte udføre bankvirksomhed efter Landmansbankens overtagelse. Den måtte kun bestyre fonden og afvikle sparebanken.

Fra 1913 og frem til 1943 udarbejdedes den ene juridiske vurdering efter den anden omkring nogle hovedspørgsmål, som alle ville få betydning for fondens beståen eller fald.

Var vedtægtsændringen i 1907 lovlig?

Var tilbageførelsen af vedtægten i 1912 til vedtægten fra 1880 med undtagelse af pensionsopsparingen til de ansatte lovlig?

Kunne direktion, bestyrelse eller repræsentantskab gøres økonomisk ansvarlig, hvis bare èn indskyder fra perioden 1907 til 1912 gik til domstolen for at få sin ret til bonusudbetaling?

Sparebankens bestyrelse havde bragt sig selv i en situation, hvor den ved bare èn manøvre kunne risikere, at hele fonden skulle opløses og udbetales til sparebankens kunder.

Men lollandsk snedighed i bestyrelsen for Spare- og Laanebanken bevirkede, at fonden aldrig blev bragt i fare.

Midlet var forhalingstaktik, som aldrig blev gennemskuet af hverken indskydere eller Handelsministeriet, der førte kontrollen med pengeinstitutters drift.

At der var tale om forhalingstaktik, kan indirekte læres ud af de skiftende forklaringer og begrundelser for udsættelse af en den endelige afvikling.

Fra 1913 og frem til 1920 hed det fra bestyrelsen, at en afvikling ville være til ubodelig skade for landmandsbankens ry. Det led i forvejen under en pressehetz i forbindelse med overtagelsen i 1912.

Fra 1920 og frem til 1929 begrundede sparebankens bestyrelse ønsket om udsættelse af afviklingen med, at de tilbageblevne konti i sparebanken, som ikke blev overført til Landmansbanken, stod meget sikrere på sparebankens konti (med sikkerhed i fonden!). Desuden var bestyrelsen bekymret for, om den kunne drages til ansvar for vedtægtsændringerne i 1907 og i 1912. Disse forklaringer blev fremsat og godtaget, til trods for at Landmandsbanken ved sin overtagelse i 1912 klart overtog samtlige forpligtelser i sparebanken.

I 1933 tabte Handelsministeriet imidlertid tålmodigheden for alvor og forlangte en afvikling. I ro og mag startede sparebanken en anmodning om kongelig tilladelse til ved proklama at blive fritaget for forpligtelser over for de tilbageblevne indskydere og sparere.

I 1935 var sparebanken så langt i sit arbejde med at få proklama, at den færdige vedtægt for Lollands Spare- og Laanebanks Fond lå klar til afsendelse.

Men de kom aldrig af sted. Sparebankens bestyrelse havde nu “ved et tilfælde” fundet ud af at bruge andre vedtægtsbestemmelser, der åbnede mulighed for at ophæve de tilbageblevne ca. 5.000 konti med tre måneders varsel ved offentliggørelse af nummerfortegnelse over kontiene i Berlingske Tidende og Stiftstidende for Lolland-Falster. Den fremgangsmåde kunne bruges, fordi der var gået over 20 år siden den faktiske nedlæggelse af sparebanken.

Opsigelserne af kontiene skete successivt over flere år med det resultat, at der den 30. marts 1944 kun var 31 konti tilbage med et samlet indestående på 3.528 kr. Dermed kunne Lollands Spare- og Laanebank endeligt ophøre med at eksistere.

Og dog. For en sikkerheds skyld lod Landmandsbanken den sidste rest af konti blive omfattet af en ny 20 års forældelsesfrist. Da den udløb i 1964 var der 2.560 kr. tilbage på 22 konti.

Og den sidste rest tog landmandsbanken sig af, mens politimesteren i Nakskov, Wilhelm Fentz, i Statstidende kunne offentliggøre, at Lollands Spare- og Laanebank var ophørt med at eksistere.

Havde sparebankens bestyrelse i 1912 ikke bevaret roen og det kolde overblik, ville fonden næppe have eksisteret i dag.

I perioden fra 1912 og frem til 1944 fortsatte Lollands Spare- og Laanebanks Fond med at dele ud af fondens overskud. Men ikke i fuldt omfang. Den satte stadig en tredjedel af fondsoverskuddet ind til forøgelse af fonden. Resten af overskuddet gik ind i fonden til senere brug.

Fra 1944 og frem til i dag har fonden udbetalt så meget som overhovedet muligt af fondsoverskuddet samtidig med, at forøgelsen af fonden er fortsat.

I 1974 ændredes vedtægten, så fonden fremover kom til at hedde LOLLANDSFONDEN – som vi kender den i dag.